Effektiv affaldsforbrænding sparer ressourcer

I Danmark er der en politisk holdning til mere affaldssortering – men kan det overhovedet betale sig at sortere affaldet manuelt?

Affaldsafbrænding_Colourbox

I mange europæiske lande som Østrig og Schweiz er affaldssortering decentraliseret og lagt helt ud til den enkelte forbruger.

Kraftvarmeanlægget lyser op i mørket ved Roskilde-afkørslen på Holbækmotorvejen. Elsket og hadet af alle i Roskilde og omegn henleder bygingen tanken på Sandhedsministeriet fra Orwells berømte dystopi. Den kan ses langvejs fra – fra Osted cirka halvvejs fra Roskilde mod Ringsted, og langt oppe ad Roskilde Fjord.

Af Caspar Miller, Incident & Problem Manager - Service Operation, BEC, cmi@bec.dk

Historierne (og fordommene) om anlægget er mange. Blandt andet har jeg hørt, at man ligefrem importerer affald fra England og forbrænder det her; en tanke, der indtil i dag har forekommet mig absurd. Bruger vi virkelig ressourcer på at fragte affald fra et sted til et andet bare for at brænde det af? Jeg skulle blive klogere.

I receptionen bliver jeg modtaget af Niels Kallehauge, der er driftsleder for forbrændingsanlægget. Jeg erfarer, at bygningens rigtige navn er Energitårnet, selv om den går under mange andre navne blandt roskildenserne. Som det første får jeg udleveret en sikkerhedshjelm, som skal bæres alle steder på området. Vi går over pladsen, og tæt på tårner det imponerende bygningsværk sig næsten op i skyerne. Niels fortæller, at skorstenen er 98 meter høj – altså næsten tre gange så høj som Rundetaarn i København.

Vi går ind i bygningen gennem en uanselig dør midtskibs, som jeg er sikker på vejer mere end mig selv, og mødes straks af en mur af lyd. Det går op for mig, hvor enormt et maskineri der her er tale om. Øverst i bygningen starter vi med en kop kaffe og en demonstration af kronen på værket – den enorme kran, der flytter affald fra slidskerne – hvor renovationsbilerne kommer ind med affald fra hele regionen – ind i den kæmpemæssige ovn, hvor affaldet forbrændes.

Alt på denne station er stort
Kranen kører efter et forprogrammeret mønster og flytter løbende affaldsbunkerne fra slidskerne længere ind i siloen og hælder dem med jævne mellemrum ind i ovnen til forbrænding. Kranen kan også styres manuelt, og en drengedrøm går i opfyldelse, da jeg får lov at sidde i kontrolpulten og styre kranen – samle nyankommet affald op i den ene ende og lægge det i en bunke i den anden ende af rummet i en kæmpeudgave af den slags automater i forlystelsesparker, hvor man kan fange små bamser med en grab inde i et glasbur. Forskellen er, at her er grabben væsentligt større end mig selv. Niels fortæller, at grabben i sig selv vejer otte ton.

Energitårnet er blevet til ved en fusion af to renovationsselskaber i 2006 – Kara, der håndterede affald for seks kommuner midt på Sjælland, og Noveren for Odsherred, Holbæk og Kalundborg. Anlægget har kapacitet til at forbrænde intet mindre end 350.000 ton affald om året. Indsamling af affald fra i alt ni omegnskommuner beløber sig til 250.000 ton årligt, og den overskydende kapacitet kan derfor udnyttes til forbrænding af affald andre steder fra. Nu begynder nogle af brikkerne at falde på plads. Kara-Noveren importerer faktisk affald til forbrænding, men pengestrømmen er den omvendte af, hvad man normalt forstår i sammenhæng med import. ”Vi får således både affald OG penge til dækning af affaldsafgiften i hånden,” forklarer Niels.

Den overskydende kapacitet bruger Kara-Noveren som nævnt til at forbrænde affald fra England, og det kan betale sig, fordi man i England ikke selv har hverken kompetencerne eller infrastrukturen til at forbrænde affaldet lige så effektivt, som vi har her i Danmark. I England udnyttes cirka 30 procent af energien fra affaldsforbrænding til el-produktion – resten af varmeenergien går til spilde. Ved i stedet at sende affaldet til forbrænding i Danmark, kan England reducere sin CO2-udledning, og betaler derfor Kara-Noveren for at brænde deres affald af for dem.

Genanvendelse kontra forbrænding

I andre europæiske lande som Østrig og Schweiz er affaldssortering decentraliseret og lagt helt ud til den enkelte forbruger. Alle, der har været på rejse i disse lande, vil genkalde sig flokke af skraldespande og affaldscontainere, hvor klart glas skal adskilles fra farvet, hård plast og blød plast skal hver for sig, papir for sig og pap for sig, og kartoner til juice og mælk, som er af karton men har en plasticbarriere indvendig, skal også frasorteres. I Danmark er der også en politisk holdning til mere sortering – men kan det overhovedet betale sig at sortere affaldet manuelt?
Niels forklarer:

"Man kan ikke manuelt adskille fx den nævnte karton, men ved forbrænding udnyttes energien i pap og plastic. Aluminiumsfolien vindes tilbage da den ender som en lille perle i slaggen, hvorfra den bliver udsorteret og genanvendt".

Et helt økosystem
På forbrændingsanlægget tænkes meget i helhed. Ind kommer alle former for affald, som forbrugerne ikke længere har behov for. Ud af anlægget kommer en række biprodukter, som anvendes i forskellige industrier.

I kontrolrummet hænger en tegning over hele anlægget (se illustration). Niels forklarer affaldets vej gennem forbrændingen, og hvordan den udviklede varme anvendes til at drive turbiner, der genererer elektricitet, opvarmning af vand til fjernvarme, og håndtering af de forskellige restprodukter efter affaldet er brændt.
I den enorme ovn opnår forbrændingen en temperatur på omkring 1.100 grader, hvor selv metaller smelter og gennem en avanceret proces i sidste ende kommer ud som granulat og kan genbruges. På tilsvarende vis fremstilles gips og andre produkter til industrien. Selv den sidste rest af det forbrændte, kaldet slagge, anvendes som stabiliserende materiale til at bygge veje.

Ud af den høje skorsten kommer i sidste ende vanddamp og mindre mængder af forskellige gasarter, som bliver holdt under stringent kontrol – samt miljøets helt store synder og sidste store uløste problem, kuldioxid – og her kommer CO2-kvoterne ind i billedet.

Anlægget udleder 85.000 ton kuldioxid om året, hvilket der naturligvis skal betales afgifter for – købes kvoter for – men forbrændingen er stadig det bedste alternativ til eksempelvis nedgravning – eller dumping – af affald. Det udvikler nemlig methan, som slipper ud i atmosfæren som drivhusgas. Samtidig spares et halvt ton olie for hvert ton affald, der bliver forbrændt. På denne vis bidrager Kara-Noveren i det store hele til sektorbesparelser i omegnen af 500 millioner kroner årligt.

Efter halvanden times rundvisning og interview forlader jeg Energitårnet med en følelse af at være en erfaring rigere – og at være blevet klogere på et område, som alle her til lands tager for givet, men mange måske ikke ser i det større perspektiv. Mine fordomme om "Sandhedsministeriet" er i hvert fald gjort til skamme.

Fakta om Energitårnet
Energitårnet er et kraftvarmeværk, der er opført i 2013. Anlægget har kapacitet til at forbrænde 350.000 ton affald årligt. Der forbrændes affald for ni sjællandske kommuner. Den overskydende kapacitet anvendes til forbrænding af affald importeret fra England.

Hvert ton affald der forbrændes, genererer energi svarende til forbrænding af et halvt ton olie. Anlægget udleder 85.000 ton CO2 om året og bidrager til sektorbesparelser i størrelsesordenen 500 millioner kroner årligt. Skorstenen er 98 meter høj, og grabben på affaldskranen vejer 8 ton.