Deleøkonomi-app løsner op for den centraliserede webhandel

Vigo er REMA 1000's nye deleøkonomiske indkøbsapp. Vi tog en snak med Jesper Bove-Nielsen, CEO i firmaet Vigo, som har udviklet appen, om, hvordan en etableret detailkæde pludselig fik en ide, som kan disrupte måden vi køber ind på.

Vigo

"Hvorfor skal alle varer købt på nettet komme fra centrallageret?". Det var det spørgsmål, en ansat i REMA 1000 stillede sig selv. Og det var det centrale spørgsmål i processen, som i sidste ende blev til Vigo, supermarkedskædens nye indkøbsplatform, hvor kunder kan handle ind på vegne af hinanden.

"Det er egentlig helt åbenlyst, når man først tænker over det. Hvorfor skal der startes en lastbil 100 kilometer fra, hvor jeg bor, når jeg køber ind på nettet? Især når der ligger en REMA 1000 kun 300 meter fra, hvor jeg bor? Hver eneste dag går der hundredevis af mennesker med REMA-poser forbi min dør. Hvorfor kunne de ikke lige så godt tage en ekstra pose med til mig?", forklarer Jesper Bove-Nielsen, CEO i firmaet Vigo, som har udviklet appen. Vigo er ejet af REMA 1000-kæden.

Nemmere både for kæden og kunden – og godt for miljøet
Når du i dag handler på nettet, bliver langt de fleste varer kørt ud fra et eller flere centrallagre. Det sker både for at gøre de logistiske udfordringer så små som muligt og for ikke at belaste den lokale købmand. Men ved at lade varerne komme fra den lokale butik får man en række fordele, forklarer Jesper Bove-Nielsen:

"Du slipper for at købe ind for et vist beløb, når du handler. Og så er det også meget mere miljøvenligt, at dine varer ikke skal transporteres fra den anden ende af landet, når de ligger klar i din lokale butik".

Disruption kræver mod og commitment
Disruption og deleøkonomi plejer ellers at komme udefra. Über sniger sig uden om taxabranchen, AirBnB snupper hotelgæster, og GoMore erstatter den besværlige offentlige transport. Derfor kom det som lidt af en overraskelse, at en etableret supermarkedskæde nu forsøger at overhale onlinekonkurrenterne indenom. Men at det blev REMA 1000, er der en god grund til:

"Det var en ide, som de selv havde gået og arbejdet med, og derfor var både direktionen og bestyrelsen med fra start. Og fordi der var fuld tilslutning, var vejen fra overvejelse til beslutning ekstremt kort. Samtidig blev der truffet en beslutning om, at Vigo skulle ligge uden for REMA og være sin egen lille 'speedbåd'. Det betød, at vi beholdt alle fordelene ved at være en lille iværksætterorganisation, men at vi samtidig havde hele direktionen og bestyrelsen i ryggen til at komme med ideer og opbakning", fortæller Jesper Bove-Nielsen og forsætter:

"Det handler om at sammensætte et dedikeret team af både detailhandelseksperter og folk udefra, som har nogle digitale kompetencer, man ikke har i virksomheden. Og så skal man turde sætte projektet løs og lade det udvikle sig. Med Vigo har direktionen formået at fjerne alt 'red tape' og politik og bare lade projektet køre afsted med fuld fart".'

 

Vigo er en app, hvor andre, som handler i REMA, kan købe ind på dine vegne og bringe dine indkøb ud. Du uploader en digital indkøbsseddel til Vigo, som andre derefter kan se og aktivere, når de køber ind. Til gengæld for hjælpen, betaler du et mindre beløb for at få bragt varerne ud.

Annonce

3 medier om teknologi, du bør læse

Wired magazine:
Wired Magazine er magasinet, for alle som vil holde sig opdateret på den digitale udvikling. Hvis du vil tage dig selv seriøst som digital, så er Wired mindst lige så vigtig som Børsen."

Quartz - Qz.com:
Quartz er et rigtig godt medie, som holder dig opdateret på tech-fronten. Sammen med Wired holder det dig opdateret på alt, du behøver vide."

Tech chrunch:
"Selvfølgelig er Tech Crunch også på listen. Det er et medie, som alle i branchen kender, og som man som minimum bør besøge engang imellem."