4 simple råd om rejsen til cloud

Cloudekspert Sten Grønning giver her 4 simple råd til, hvordan du kommer godt i gang med rejsen mod skyen.

Rejsen til cloud starter med 4 simple tips.

Rejsen til cloud starter mange steder fra, og mange gange kaster virksomhederne sig ud i cloud-eventyret uden at have lavet en plan for rejsen derud – og uden at have forholdt sig til den ønskede gevinst, interne kompetencer, risici og endelig destination.

Men det at lave rejseplanen behøver ikke være raketvidenskab, og alt efter, hvor erfarne dine rejsepartnere er, vil de også kunne løfte en større del af byrden. Her er 4 gode råd til, hvordan du starter rejsen i skyen.

1. Forhold dig til mulighederne og potentialet i cloud

Mange virksomheder glemmer at forholde sig til de nye muligheder, som cloud giver, og foretager en 1:1-flytning af virksomhedens flow og processer til cloud. Denne tilgang kan naturligvis tilføre værdi i form af mere stabil drift, færre krav til interne kompetencer, minimal initial investering og meget mere.

De største fordele ved cloud findes dog – efter min vurdering – i at forfølge de muligheder, som ligger i at gøre tingene på en ny måde. Find en samarbejdspartner, som kan hjælpe dig med at udarbejde planen, og som ved, hvilke muligheder cloud gemmer på.

2. Få styr på dine licenser

Rejsen til cloud kræver, også når talen falder på licenser, at du holder tungen lige i munden. Mange virksomheder ender med enten at være ukorrekt licenseret eller ligefrem dobbelt licenseret. Selv med velrenommerede spillere som Microsoft er licensprogrammerne måske ikke altid gennemskuelige for folk, der ikke er eksperter i ERP-systemer. Også her bør du kigge efter en partner, som kan hjælpe med at skabe overskuelighed, og som kender både til strukturen on premises og i skyen og ved, hvordan man bedst faciliterer det skift.

3. Forhold dig til datasikkerhed

Rejsen til cloud betyder ikke, at I kan sænke paraderne, når talen falder på sikkerhed. Tværtimod! Sikkerhed bliver vigtigere og vigtigere – ikke kun på grund af cloud, men også på grund af den øgede trussel og persondataforordningen, som træder i kraft inden længe.

Cloud i form af SaaS, som eksempelvis Office 365, flytter sikkerheden fra at være virksomhedscentreret til også at være centreret om brugerens identitet. I den forbindelse opstår der en række spørgsmål, som kræver svar, og nye måder og værktøjer til at håndtere styring af identitet og adgang.

4. Change management

Cloud er jo bare en leveranceform! Korrekt, men det er også en leveranceform, der ændrer meget på den verden, vi kender, og som – for at give en positiv ROI – fordrer, at vi gør tingene på en ny måde. Har du og din virksomhed de rette interne kompetencer? Er manden, som kunne holde liv i serveren i kælderen, den rette til at forholde sig til cloudbaserede applikationer, der understøtter forretningen? Hvad med Office 365? Er det bare en erstatning for mail, kalender og Officepakken, som vi kender, eller åbner det op for nye måder at arbejde sammen på, og hvad kræver det af mine brugere for at kunne udnytte dette?