Indkøbsdirektør: Du skal ikke vælge BYOD for besparelserne

Når ledelsen snakker om at tillade BYOD på arbejdspladsen, bliver besparelserne og medarbejdertilfredsheden ofte fremhævet som baggrunden. Men selvom der umiddelbart kan høstes en gevinst på indkøbsbudgettet, så bliver det hurtigt indhentet af de løbende udgifter.

Hvis du satser på, at BYOD skal spare dig penge, bliver du skuffet, siger Mads Christensen, Indkøbsdirektør i EG

Hvis du satser på at spare penge med BYOD, så bliver du skuffet, forklarer Mads Christensen, Indkøbsdirektør i EG.

BYOD ligner på overfladen en genial løsning for virksomheder. Du sparer penge på indkøb af pc'er, tablets og smartphones, og samtidig får medarbejderne mulighed for selv at vælge deres foretrukne enheder, hvilket ovenikøbet ofte fører til højere produktivitet.

Det kan dog hurtigt vise sig, at fordelene får slagside. For imens besparelserne på indkøbsbudgettet i starten ser lovende ud, gemmer der sig omkostninger længere nede af vejen, forklarer Mads Christensen, Procurement Director i EG.

"Spørgsmålet er, om det i længden også giver den positive effekt på kosten, som man søger. For når en virksomhed eksempelvis giver et tilskud til indkøb af teknologi, så har medarbejderne større incitament til at udskifte deres enheder. Hvor man som virksomhed måske ville springe indkøbet af en helt ny model over, og vente til den næste, så giver et økonomisk tilskud de ansatte muligheden for at købe ind oftere."

Produktivitet og medarbejdertilfredshed i fokus
Vil man indføre BYOD er det derfor ikke på grund af besparelser – derimod kan der være store gevinster på andre områder, forklarer Mads Christensen.

"Jeg ser generelt BYOD som en god mulighed. Medarbejderne får adgang til at bruge den teknologi de vil, og det gør dem mere produktive. Men man skal være ærlig omkring regnestykket. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som i sidste ende fik en lavere kost, når de havde indregnet alle ekstra omkostninger. Og så skal man have en platform, som kan håndtere de mange forskellige enheder. Men kan man jonglere det, så har man muligheden for at få både gladere og mere produktive medarbejdere."

Regler skal være ens for alle
En god tommelfingerregel for at holde kosten nede, er at der skal være samme regel for alle. Ellers risikerer du hurtigt, at ansatte både får udleveret enheder fra firmaet og får tilskud til selv at købe enheder.

"Man bliver nød til at være meget stringent, hvis man indfører BYOD. Stilles der 4000 kroner til rådighed, så er det 4000 til alle medarbejdere. Hvis man indkøber enheder til nogle og ikke til andre og ændrer på reglerne halvvejs igennem, så ryger kosten lynhurtigt i vejret. Så man skal beslutte sig. Enten er man 100% med, eller også er man ikke. Ellers bliver det alt for dyrt."

Tænk BYOD til ende
Før man træffer beslutningen, skal man huske at tænke den til ende. Blandt andet er sikkerheden ofte først noget, der bliver overvejet til sidst. Og så bliver det pludselig en dyr affære, hvis man skal til at indkøbe nye platforme, for at lukke hullerne.

"Sikkerheden er en af de største udfordringer jeg ser. Simpelthen at have en platform, som kan håndtere de mange forskellige enheder både sikkert og effektivt. Det er sjældent. Og så er der både et ejerskabs-, forsikrings- og ansvars-issue, man skal forholde sig til. Hvem er eksempelvis ansvarlig, hvis du spilder vand i din laptop, imens du sidder ved poolen på din ferie? Det skal der være styr på, før problemet opstår. Ellers ender du meget hurtigt i problemer med dine medarbejdere – og så ryger hele gevinsten."