4 ting, du skal tage stilling til, hvis it skal drive digital forretningsudvikling

4 ting, du skal tage stilling til, hvis it skal drive digital forretningsudvikling

I mange virksomheder forventes det, at it-afdelingen, ud over at varetage driften af virksomhedens it-systemer, påtager sig en ledende rolle, når det gælder udvikling af forretningen med teknologi og it. Men for at det lykkes, er det vigtigt, at I har forholdt jer til følgende 4 punkter.

1. Afklar, hvilken rolle it spiller i virksomhedens nuværende og fremtidige konkurrenceevne

Er innovationskapacitet en del af it-afdelingens rolle? Hvilke forretningsområder og processer mener topledelse og afdelingsledelse, at it-afdelingen skal understøtte bedre – og med hvad?

Her kan man med stor fordel gennemføre en ledelsesworkshop, evt. med hjælp fra eksterne konsulenter, der tager udgangspunkt i fx Geoffrey Moores "Core/Context"-model. Den hjælper til at fastslå, hvad der er kerneopgaver, som tilfører virksomheden værdi, og hvad der er støtteprocesser uden unik værditilførsel.

 

2. Hvilket mix af opgaver løses i dag – og hvordan passer afdelingens ressourcer til det?

Analysér afdelingens nuværende opgaver, og relatér dem til de procesprioriteringer, der er fremkommet gennem "Core/Context"-analysen. Hvad viser billedet? Hvordan er ressourcerne fordelt i forhold til virksomhedens egentlige prioriteter?

Her finder de fleste ud af, at de binder for mange ressourcer i opgaver, der har lavere prioritet og bør være kandidater til outsourcing. Om der også skal tilføres flere ressourcer (øget budget) handler dels om, hvor stort gap'et mellem strategiske prioritetsopgaver er efter outsourcing, dels om, hvorvidt afdelingen har de rigtige kompetencer ombord til at løse de fremtidige opgaver. Typisk skal der anvendes et kortsigtet omstillingsbeløb, ikke en fast fremadrettet øgning af OPEX.

 

3. Organisér din outsourcing

I stedet for at sprede virksomhedens it-indkøb – fx ved at lade afdelinger shoppe cloudløsninger hist og pist – skal it-afdelingen gennemføre en samlet indkøbsstrategi, der er sammenhængende med it-strategien.

Virksomheden kan opnå betydelige både økonomiske og kvalitetsmæssige fordele ved ovenstående. Ikke mindst er det i it-afdelingens interesse, at det meget tydeligt fremgår, hvem der har ansvaret for support, sammenhæng og driftspålidelighed. At have det spredt på mange leverandører har skabt mere end én søvnløs, og efterfølgende arbejdsløs, it-chef.

 

4. Organisér dine ressourcer

En it-organisation, der primært har leveret drift, har også primært teknologiske/driftsmæssige

kompetencer. Hvis afdelingens fokus i stigende grad skal være understøttelse af forretningsrelevant innovation, skal afdelingens kompetencer afspejle det. Mindre drift, færre driftsfolk. Mere innovation, flere forretningsorienterede innovatører. Hvem skal lede processen? Hvilke metoder vil man bruge? Hvor lang tid tager omstillingen? Hvordan definerer man succes?