Data driver supermarkedets hylder

Globaliseringen skaber sammen med digitalt indfødte kunder høje krav til effektiv styring af forsyningskæden. Data er svaret, mener professor.

Data driver supermarkedets hylder

Globaliseringen skaber sammen med digitalt indfødte kunder høje krav til effektiv styring af forsyningskæden. Data er svaret, mener professor.

De fleste aktører i detailhandlen har på et tidspunkt fået dagen ødelagt af forfejlede ordrer, kunder, der måtte gå forgæves ind i butikken, eller tab som følge af udløbne datoer. Samtidig er der i dag masser af datadrevne muligheder for at minimere antallet af disse oplevelser – det fortæller professor på Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU, Jan Stentoft, der gennem flere år har forsket i netop produktionsstyring og effektivisering af forsyningskæder.

Det kræver dog, påpeger han, at virksomhederne bliver bedre til at udnytte de mange data, de allerede opsamler.

”Der er ømme tæer med hensyn til effektiv anvendelse af data nogle steder i detailhandlen, og det kan blive problematisk, for det er i dag i høj grad data, der skaber grundlaget for virksomhedernes omsætning,” siger han og forklarer:

”Man kan sige, at de rigtige data er det, der sælger varerne. De sikrer, at priserne er opdateret, at varebeskrivelserne er rigtige, og ikke mindst sikrer de, at man har det rigtige på hylderne på de rigtige tidspunkter.”

 

Fra Kina til kunde

Jan Stentoft peger på, at verden bliver mere og mere globaliseret, og det skaber nye krav til effektiv styring af forsyningskæder. Ikke mindst i store detailkæder, der nemt kan have mange tusinde leverandører placeret fra få kilometer væk til på den anden side af jordkloden.

Det gælder ifølge professoren eksempelvis virksomheder som Coop, der på samme tid centraliserer funktioner og styrker det lokale fokus med mulighed for at markedsføre helt lokale varer i de enkelte butikker.

”Det stiller høje krav til styringen – både i forhold til efterspørgslen, så du har de rigtige varer, og i forhold til at sikre, at du får den nødvendige – og opdaterede – viden om de enkelte produkter fra leverandørerne,” siger han.

 

Salg på flere kanaler

Jan Stentoft fremhæver, at butikkerne allerede i dag indsamler store mængder data. Der, hvor den ”ømme tå” optræder, er i det strategiske overblik. Og det overblik bliver kun vigtigere, i takt med at samfundet digitaliseres.

”I dag taler vi om, at fremtiden er ”omni channel”, hvor salg foregår på flere kanaler – både fysisk og online. Det skaber mulighed for at generere et hav af data, og alle virksomheder bør overveje, hvordan de data kan skabe værdi i samspillet mellem kanalerne og virksomhedens bagvedliggende processer,” siger han.

Det handler i første omgang om at undersøge, hvor god den eksisterende datakvalitet er, og så holde det op imod, hvad man ønsker at opnå.

En god øvelse er at undersøge, hvad manglende overblik eller viden egentlig koster virksomheden. Tabes der ordrer på grund af manglende varer, eller bruges der for meget tid på at indsamle produktinformationer og lignende? Mange virksomheder har høje omkostninger til returforsendelser og forkerte vareleverancer, fordi deres stamdata ikke er i orden. At arbejde strategisk med området betyder derfor for mange, at de skal starte med det basale: At få styr på data i deres ERP-system.

 

Mange bør optimere

Jan Stentoft erkender, at det er svært at udregne, hvad den præcise gevinst er. Alligevel slår han fast, at det giver mening for både store kæder og mindre detailvirksomheder at arbejder strategisk med området.

”Der vil være nogle virksomheder, der med fordel kan gå ud og investere i nyt software, mens mange andre kan nøjes med at optimere på det eksisterende. Men første skridt er den mentale omstilling, hvor virksomheden opstiller nogle mål for, hvordan data skal bruges, og laver en klar strategi for at implementere det,” siger han og understreger:

”Og teknologien er klar. Det er her, rigtigt mange er i gang.”

At mulighederne allerede i høj grad er til stede, bekræfter dataanalyse-ekspert i EG, Snurre Jensen, der netop arbejder med udvikling og implementering af dataløsninger i detailhandlen. Han understreger, at en stor del af detailbranchen har erkendt behovet.

”Nogle er selvfølgelig længere fremme end andre, og det er stadig de færreste, der har kompetencerne selv til at arbejde i dybden med det her. Også her er der dog en række muligheder for at komme i gang,” siger han og understreger ligesom Jan Stentoft:

”Det er under alle omstændigheder ikke et område, det kan betale sig at ignorere. Samtidig synes jeg, det er vigtigt at understrege, at man skal have styr på sit fundament – dataene – før man kaster sig ud i de vilde investeringer i nye løsninger. Det sænker risikoen, gør gevinsterne målbare og giver kortere vej til målet.”