Sådan udnytter du AI, bæredygtighed og outlets

The State of Fashion 2018, del 3: Lær, hvordan du udnytter trendene i modebranchen

The State of Fashion 2018

Er din virksomhed klar til at udnytte kunstig intelligens og outlets og til at blive mere bæredygtig?

Modebranchen står over for en række udfordringer, men også muligheder. Det fremgår tydeligt af McKinsey-rapporten "The State of Fashion 2018".

Tidligere opsummerede vi den første del af rapporten "The State of Fashion 2018", som udgives af McKinsey og The Business of Fashion (BoF) for andet år i træk. Rapporten giver en komplet situationsbeskrivelse af den globale modebranche i dag.

Første del handlede om den globale økonomis effekter på den globale modebranche.

I del to kom vi ind på kundernes skiftende opførsel, og hvorfor det er så vigtigt med personificering, platforme og mobile købsoplevelser – de tre megatrends.

I denne tredje og sidste del skriver vi om, hvordan modeindustriens værktøjer ændrer sig.

Læs videre for at se, hvordan du kan forberede dig til fremtidens udfordringer i modebranchen.

1. AI – kunstig intelligens bliver til virkelighed

Modebranchen har ikke været særligt hurtig til at tage kunstig intelligens (AI, Artificial Intelligence) i brug. Mange mener, at teknologien er for mekanisk til at opfange den kreative kerne i industrien. Men faktum er, at AI kan være værdifuld i hele værdikæden, også for modefirmaer.

Ifølge The State of Fashion 2018 vil de mest innovative virksomheder være de første til at udviske forskellene mellem teknologi og kreativitet. I fremtiden vil AI blive udnyttet uden for de traditionelle brugsområder, bl.a. til at understøtte kreativitet og kunderelationer. AI kan bl.a. bruges til at forbedre design, produktudvikling og markedsføring.

Med hjælp fra AI kan modefirmaer reagere hurtigere, reducere omkostninger og få øget fleksibilitet i værdikæden. Dermed får kunderne bedre kvalitet og mere pålidelige leverancer.

AI vil ikke kun give "early adopters" konkurrencefordele. Teknologien har potentiale til at vende op og ned på hele modeindustrien. The State of Fashion 2018


Vi kommer sandsynligvis til at se AI blive brugt til alt fra prognoser, kapacitetsplanlægning og produktpræsentation til automatiseret produktion og leverance. I indeværende år vil vi se AI i alt fra chatbots, som giver kunder råd døgnet rundt, til algoritmer, som giver en mere træfsikker designproces.


I fremtiden kan innovation drevet af AI skabe en afgørende forskel for de selskaber, som får succes – og dem, som ikke får succes. Hvis man skal have succes, skal man have en strategi for AI. Man skal lægge mest vægt på det, der skaber værdi for virksomheden.

Ifølge rapporten vil mellem 20 og 30 procent af jobbene i modeindustrien blive erstattet af AI. På den anden side vil de nuværende jobs få AI-hjælp, og der vil blive skabt helt nye jobs.

2. Troværdig bæredygtighed øger salget

I løbet af 2018 vil bæredygtighed blive mere end blot CSR (corporate social responsibility; et selskabs ansvarlighed i forhold til leverandører, ansættelsesforhold m.m.). I stedet bliver bæredygtighed en del af modefirmaernes planlægningssystem, og stadig flere modefirmaer vil arbejde på at blive mere bæredygtige, få større gennemsigtighed, øge fokus på målene og indtage etiske standpunkter.

Modefirmaerne forstår vigtigheden af at tage ansvar, men de firmaer, som er længst fremme, vil også arbejde med genvinding og genbrug. Bæredygtighed bliver en integreret del af værdikæden.
Hvis man arbejder seriøst med bæredygtighed, kan modefirmaerne skille sig ud fra konkurrenterne, især hvis man henvender sig til yngre forbrugere millennials som foretrækker varemærker med fokus på bæredygtighed.

66 procent af millennials vil bruge flere penge på varemærker, som arbejder med bæredygtighed. The State of Fashion 2018


Vi ser allerede nu, at mange modekæder arbejder med genbrug af polyester i tøjet, men H&M-ejede Arket er gået et skridt videre. Arket arbejder med processer gennem hele værdikæden og livscyklussen med vægt på varighed, bæredygtigt design og god kvalitet. Og konkurrenten Zara indsamler nu brugt tøj.

3. Ønsker flere outlets

De senere år er outlet-koncepter blevet populære, og ifølge rapporten vil segmentet fortsætte væksten i 2018. Nutidens kunder kræver lavere priser og bruger gerne tid på at lede efter rabatter. Samtidig er prisnedsættelser en god måde for modeleverandørerne at komme af med deres lagerbeholdning på. Overskudslagre er blevet et større problem i takt med den øgede nethandel. Det skyldes, at der er 20 procent flere returvarer i netbutikkerne end i fysiske butikker.

Det findes endvidere en række aktører med rabatudsalg, ofte med sæsonvarer uden for sæson. Også på nettet er der mange forskellige typer outlets. Imidlertid er der tegn fra USA, outlettenes hjemland, på, at markedet køler af det kommende år. Når produkterne kan købes med stor rabat, mister mærkerne status og tiltrækningskraft. Bl.a. Ralph Lauren og Michael Kors har mærket det, som amerikanerne kalder kannibalisme.

Fra 2003 til 2017 er antallet af outlet-udsalg blevet mere end fordoblet i Europa. The State of Fashion 2018


I Europa er udviklingen derimod positiv. Her er antallet af outlets øget de seneste år.

Hvis du skal have succes med outlet-konceptet, skal du have den rigtige strategi på plads. Udnyt fordelene uden samtidig at udhule varemærket, som kan medføre, at du havner i en negativ spiral.