Sådan matcher RFID-teknologien modebranchen

De første erfaringer med RFID-teknologi peger på markante gevinster og besparelser gennem hele forsyningskæden inden for mange industrier. Der er ingen tvivl om, at RFID-teknologien også passer godt ind i modebranchens produktcyklus, hvor den forventes at sætte nye standarder for lagerstyring og ikke mindst trendforecasting og omnichannel-salg. RFID-teknologien, som består i, at man indarbejder en lille id-chip i varerne, har været tilgængelig længe, og måske er tiden endelig inde til, at modebranchen herhjemme producerer sine varer med RFID-tags.

RFID-teknologi: Modebranchen og de nye stregkoder matcher

RFID-teknologien passer godt ind i modebranchens produktcyklus. Foto: EG og GS1 Denmark

Det er et spørgsmål om tid, før RFID-teknologien afløser de stregkoder, der sidder på vores varer i dag. Supermarkedskæden Walmart i USA har eksempelvis for længst forlangt, at varer fra de største leverandører skal være forsynet med RFID-tags. Et RFID-tag kan aflæses elektronisk og lynhurtigt med radiobølger, og i modsætning til stregkoden kan mange koder aflæses på én gang uden visuel kontakt. Og så indeholder et RFID-tag en unik kode for hvert enkelt produkt og ikke blot for en enkelt produkttype.

Et RFID-tag rummer altså ikke alene informationer om et par jeans i størrelse 32/34 i en bestemt model og farve fra et bestemt mærke, men også om det unikke par jeans, det sidder på. Resultatet bliver en lagerstyring, der er strammere, end modebranchen nogensinde har set, og en perlerække af kommercielle fordele. Og den nemme aflæsning af koderne betyder, at detailhandlen i teorien kan opgøre lageret hver dag – endda automatiseret.

 

Krav fra markedets største vil kickstarte RFID i Norden

Undersøgelser viser, at indførelsen af RFID-teknologien forbedrer lagernøjagtigheden fra 67 procent til op mod 100 procent og reducerer svind med op til 50 procent. RFID-teknologien optimerer markant på alle forretningsparametre: onlinesalg, svind, omsætning, kundetilfredshed mv. Samtidig estimeres det, at en lagerstatus med RFID-tags kan gennemføres med 12.000 produkter i timen, mens samme tal med traditionelle stregkoder ligger på 800-1.000 i timen.

Tallene præsenteres af nonprofit-medlemsorganisationen GS1, der står for de globale standarder for den traditionelle stregkode og RFID-tags, og analysen bygger på en amerikansk undersøgelse fra 2016. Med de resultater kan det undre, at udbredelsen af RFID-teknologien ikke løber hurtigere og allerede er implementeret i skandinaviske modevirksomheder.

"Jeg tror, at ulempen på de nordiske markeder har været, at vi endnu ikke har haft lokale eksempler på RFID-teknologien, men så snart vi får de første succeser fra nærområdet, kommer det til at gå hurtigt. Og når de store spillere som fx Zalando og Amazon muligvis inden længe vil kræve RFID-tags fra samtlige leverandører, gælder det om at have sit produktionsapparat klar og gerne oppe at køre," siger Mads Kibsgaard, der er Supply Chain Specialist hos GS1 Denmark.

Sammen med Dansk Mode & Textil var GS1 Denmark inviteret som indlægsholder på en inspirationsdag på et it-brugergruppemøde for modebranchen i sidste uge.

 

Stor investering – endnu større gevinst i vente

En af de modevirksomheder, der er langt i overvejelserne om at indføre RFID, er Axelsen & Sön i Skanderborg. Firmaet producerer lædervarer – fra naturens hånd et unikt produkt, der pr. definition bør være mærket med unikke koder. For Axelsen & Söns ejer Gert Axelsen ligger der dog langt flere og økonomiske argumenter til grund for at implementere RFID og "source tagge" varerne allerede i produktionen.

"Det er en stor investering at omlægge produktionen til RFID-tagging, men prisen på scannere og det nødvendige udstyr har nu nået et niveau, hvor vi kan tjene det hjem inden for rimelig tid. Og vi forventer store besparelser. Vi har konsignationslagre hos en af vores største kunder, og vores varer bliver solgt fra 100 forskellige lokationer. Med den nye teknologi vil de mange optællinger blive optimeret, og vi vil i princippet kunne få en daglig lagerstatus. Den form for lagernøjagtighed er guld værd i vores branche," siger Gert Axelsen fra Axelsen & Sön.

Gert Axelsen fremhæver optælling og svind som de to områder, han forventer at få den største øjeblikkelige besparelse på, og som hver især vil holde investeringen i RFID-teknologien hjemme efter blot få måneder.

"Når vi modtager varer fra vores leverandører, kan vi med RFID-teknologien tælle dem op på få sekunder uden at åbne kartonen. Varernes unikke koder vil udelukke dobbeltscanning, så menneskelige fejl er udelukket. Det er lige så effektivt, når vi distribuerer videre til de øvrige varelagre, så svind og dermed årsagen til svind blive opdaget lynhurtigt," siger Gert Axelsen fra Axelsen & Sön.

Gert Axelsen har kun en enkelt sten i skoen: tyverialarmen. Mange kunder kræver i dag, at varerne leveres med alarmsikring. Det er vigtigt, at tyverialarmen bliver integreret i RFID-tagget og fungerer sammen med de nuværende alarmsystemer, så der kommer mest muligt ud af investeringen.

 

Forbedret købsoplevelse

Hos Dansk Mode & Textil fortæller digital rådgiver Jakob Simmelkjær, at der allerede findes mange smarte løsninger til varesikring med RFID-tags, og at der løbende bliver udviklet nye løsninger. RFID-teknologien bidrager desuden med, at butikkerne med det samme får et overblik over, præcis hvilke varer der evt. er blevet stjålet, hvis kassesystem og tyverisikring kobles sammen. Desuden kan RFID-tags retningsbestemmes og aflæse, om varen fx er på vej ind i prøverummet eller ud af butikken.

"I det hele taget understøtter RFID-teknologien detailhandlen på helt nye måder. Det er en langt højere motivation for butikkens ansatte, når de kan stole på, at lageret stemmer, hvis de anbefaler en vare til kunden. Samtidig kan medarbejderen støtte sig til data og se, hvilke størrelser kunden har med i prøverummet og give sine anbefalinger ud fra et større udvalg af data, siger Jakob Simmelkjær fra Dansk Mode & Textil.

Jakob Simmelkjær fortæller, at RFID-teknologien giver mulighed for real-time lagerstatus og dermed understøtter omnichannel-salg par excellence og eksempelvis gør det nemmere for butikker med sideløbende onlinesalg at have de rigtige varer på det rigtige tidspunkt samt muliggør click and collect, hvor kunden køber online og henter i den fysiske butik.

 

Implementering i mindre bidder

RFID-teknologien i modebranchen ligner således historien om hønen og ægget, hvor det er uklart, om kunderne eller leverandørerne tager de første skridt, så det er uklart, hvornår udbredelsen i Norden for alvor tager fart. Det er dog den gængse opfattelse, at RFID bliver mærkningsstandarden på det globale marked, så tiden er måske inde. It-leverandøren EG, som lagde lokaler til it-brugergruppemødet for modebranchen, ser integrationen til branchens ERP-system som ukompliceret.

"Jeg anbefaler, at vores kunder spiser elefanten i små bidder og måske først gør sig nogle erfaringer i et mindre pilotprojekt. I første omgang kan man fokusere på optællingen og bygge en businesscase ud fra det. Der er ingen herhjemme, der endnu har set omfanget af de optimeringer, man kan forvente sig ved at omlægge hele produktionen, men jeg tror på, at der er positive overraskelser i hele værdikæden. Lige nu taler vi om fordele, vi ikke kender endnu, i fx dokumentation og kvalitetssikring," siger Thomas Eg Kristensen, der er functional architect hos EG Variant.

 

Fakta om RFID-teknologien

  • RFID (radiofrekvensidentifikation) er en trådløs teknologi, og en RFID-tag kan aflæses uden visuel kontakt.
  • Den læsbare afstand er 2-3 meter og helt op til 100 meter afhængigt af typen.
  • RFID-tags kræver ingen strømforsyning og kan eksempelvis sys ind i tøjets vaskemærke.
  • Teknologien er allerede vidt udbredt i Danmark på bl.a. biblioteker og i Storebæltsforbindelsens BroBizz. 

Hold dig opdateret ...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få værdiskabende artikler, værktøjer og inspiration til, hvordan du forankrer den digitale transformation i din virksomhed – direkte i din indbakke.