Kan 5G revolutionere din produktion?

Produktionsvirksomheder vil få hidtil uanede muligheder med 5G - den lynhurtige kommende generation af mobilnetværk, som bliver rullet ud om få år og gør industrien klar til Industri 4.0.

5G revolutionerer produktion

Foto: Colourbox

5G er teknologien, der gør produktionsvirksomheder klar til Industri 4.0.
 
5G bliver afgørende for, at teknologier som selvkørende biler og autonome droner - fremtidige bekvemmeligheder vi tager for givet i en sådan grad, at man skulle tro, de fleste af os allerede havde en selvflyvende quadrokopter stående i garagen - kan blive til virkelighed.
 
Tanken om et netværk af intelligente droner, der overvåger trafikken, leverer pakker eller måske sågar slukker begyndende ildebrande uden menneskelig indblanding, er da også lige så besnærende som forestillingen om bilen, der kører dig til eller fra arbejde uden nogen risiko for ulykker - og uden du skal foretage dig andet end at booke køretøjet via en app på din smartphone og selv stige ind og ud.
 
I det hele taget planlægger vi en fremtid, hvor mere og mere af den fysiske verden bliver internetopkoblet og intelligent, og er allerede rundt omkring i virksomhederne begyndt at udvikle forretningsmodeller og strategier for at udnytte mulighederne og håndtere udfordringerne, bl.a. når vi taler om Industri 4.0.
 
Produktionen bliver trådløs med 5G
Men store dele af Industri 4.0 bliver aldrig til noget uden 5G. De eksisterende trådløse netværksteknologier har hverken kapacitet eller båndbredde nok til at håndtere en hel verden, der i bogstavelig forstand kommer på nettet, og derfor er den kommende udrulning af 5G-netværksteknologi en helt nødvendig forudsætning for samfundets næste teknologiske tigerspring. Det gælder også for landets industrivirksomheder, som med 5G vil blive katapulteret ud i Industri 4.0, hvad enten de ønsker det eller ej.
 
Fremkomsten af 5G-netværket indebærer nemlig bl.a. at maskiner, robotter og andre produktionsenheder, som i dag er koblet op til industrivirksomhedens it-systemer via kabler, kan gøres trådløse. En trådløs opkobling låser op for maskinernes fysiske placering og skaber en hidtil ukendt grad af fleksibilitet, da produktionsmiljøet vil kunne ændres umiddelbart efter behov. Det forklarer Chief Network Architect i TDC Group, Christian Kloch, til TransformationTools.
 
- Med 5G kan vi stille større krav om fleksibilitet til de services, vi kender i dag. 5G har så korte svartider, at teknologien er et reelt alternativ til kablede forbindelser i et produktionsmiljø. Der er fokus på så høje oppetider, at mere kritiske tjenester nu kan blive trådløse. Samtidig tilbyder 5G et væsentligt bredere frekvensområde, hvilket indebærer en større kapacitet i netværket. Samlet set giver det bedre muligheder for eksempelvis at optimere overvågningen af virksomhedens industrielle processer, siger Christian Kloch og fortsætter:


- Faktisk er netop den kraftigt forøgede netværkskapacitet den største forskel på det eksisterende 4G LTE-netværk, vi kender i dag, og den 5G-teknologi, som vil blive rullet ud i de kommende år. Mange flere enheder vil kunne være forbundet til netværket på samme tid, fordihver enkelt mobilcelle kommer til at understøtte et langt større antal samtidige forbindelser, siger han.

5G og tingenes internet
Med andre ord medfører 5G også et kvantespring for det såkaldte Internet of Things (IoT). Og når vi taler om IoT ude i produktionsvirksomhederne, handler det først og fremmest om intelligente sensorer og akuatorer, der kommunikerer trådløst og understøtter dataindsamling og derigennem en øget automatisering af produktionsprocesserne, ligesom også fjernstyring af robotter i realtid via Virtual (VR) eller Augmented Reality (AR) bliver en mulighed.

TDC Group har sammen med Huawei som de første i Danmark testet 5G. Hastigheden kom op på over 70 Gigabit pr. sekund. Det er 1000 gange hurtigere end den nuværende gennemsnitshastighed i TDC Groups netværk. Foto: TDC Group

Selvfølgelig findes der allerede IoT ude i virksomhederne i dag, for meget af funktionaliteten er allerede mulig med eksisterende 4G LTE-netværk og andre lokale netværksteknologier, men med 5G bliver de mange fragmenterede teknologier integreret i én løsning, ligesom enhedernes batteritid også bliver længere på grund af 5G-teknologiens langt mere effektive energiforbrug.
 
5G og din supply chain
Alt i alt betyder 5G-teknologiens vigtigste fortrin - altså kraftigt forbedrede responstider og oppetider samt forøget kapacitet - et paradigmeskifte for de fleste produktionsvirksomheder, der indebærer andet og mere end f.eks. muligheden for at indrette et fleksibelt og trådløst produktionsmiljø. De føromtalte selvkørende biler er blot ét eksempel, men det er absolut relevant, for hvis en personbil kan være selvkørende, gælder det naturligvis også for lastvogne.
 
- 5G kan potentielt forhindre alvorlige ulykker, for en selvkørende bil skal kunne reagere på et splitsekund, og intelligensen befinder sig altså i skyen. Hvis nettet er nede eller reagerer for langsomt, kan det betyde forskellen på liv og død, understreger Christian Kloch, der fortæller, at en bil, som kører 100 km/t, på grund af latenstiden i det eksisterende 4G-netværk vil bevæge sig yderligere 1,4 meter på den tid det tager for en kommando om at bremse at nå frem til køretøjet, mens forsinkelsen i 5G-netværket er så minimal, at bilen blot ville køre yderligere 2,8 cm i samme situation.

Med 5G-teknologien på plads bliver det altså muligt at have en kæmpe flåde af autonome lastbiler på vejene 24 timer i døgnet, og det vil revolutionere ikke mindst logistikbranchen, mens produktionsvirksomhederne endvidere kan holde nøjagtigt styr på ind- og udgående leverancer af både råvarer, komponenter, halvfabrikata og færdige produkter, uanset om de befinder sig på vejene, på lageret eller på fabriksgulvet. Selvsagt kan også selve lageret, herunder lifts og trucks, automatiseres. Kort sagt en komplet omvæltning for virksomhedernes supply chain.

Hold dig opdateret ...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få værdiskabende artikler, værktøjer og inspiration til, hvordan du forankrer den digitale transformation i din virksomhed – direkte i din indbakke.

 

Annonce
Annonce
Annonce

Hvad er 5G?
5G er en ny mobil netværksstandard, som vil komme til at sameksistere med det 4G LTE-netværk, vi allerede har i dag.

5G bygger både på nye radioteknologier og på ny netværksarkitektur, ligesom smart software, der kan håndtere data på en hel ny måde, er en integreret del af standarden.

Her er de tre primære forskelle på 4G LTE og 5G:

Båndbredde (maks.): 1 Gbps (4G) / 20 Gbps (5G)
Latenstid: 10 ms (4G) / < 1 ms (5G)
Tilgængeligt spektrum: 3 GHz (4G) / 30 GHz (5G)

Standarderne for 5G forventes at blive aftalt endeligt i løbet af 2019, mens udrulningen i Europa vil begynde i 2020.

Annonce